ADHD

Forskningen viser, at der er mange og komplekse årsager til, at ADHD udvikles, og at udviklingen involverer en interaktion mellem genetiske og miljømæssige faktorer. Der er en stærk arvelig komponent i udviklingen af ADHD, men også påvirkninger i graviditeten (rygning, alkohol, sygdomme) samt for tidlig fødsel, fødselsskader eller hovedtraumer menes at kunne spille en rolle for udviklingen. 

Der er ikke en specifik test, scanning eller undersøgelse, der kan vurdere, om du har ADHD eller ej. Diagnosen bliver stillet på baggrund af en vurdering af de vanskeligheder du oplever, observation af dig samt en række spørgsmål, hvor du svarer på i hvor høj grad, du kender de ting, der er nævnt i skemaet. Diagnosen bliver stillet af en psykiater eller en psykolog med speciale i testning og udredning. 

Forældre og pårørende spørger ofte, hvordan man kan identificere ADHD i barndommen. Nogle af de tidlige tegn kan omfatte udfordringer med opmærksomhed og hyperaktivitet. Det kan være stærk motorisk uro, som kan være svær at styre, og impulsive handlinger og beslutninger. Det kan være udfordringer med at følge instruktioner, lytte efter og koncentrere sig om skolearbejde eller en leg i længere tid. Nogle forældre til børn med ADHD beskriver også, at barnet fra en meget tidlig alder havde svært ved at regulere sig, dvs. græd meget, havde svært ved at spise, svært ved at falde til ro og sove samt var særlig følsom over for stimuli fra syn, hørelse og berøring. 

Børn uden ADHD kan også opleve ovenstående udfordringer i perioder af deres liv og de kan være helt normale for børn. I en udredningsproces er man derfor opmærksom på, at vanskelighederne skal have stået på i lang tid, og at de påvirker barnets funktionsniveau og optræder i flere områder af barnets liv f.eks. både i institutionen og hjemme.  

Der er en høj grad af arvelighed inden for ADHD. Tvillingestudier tilskriver genetiske faktorer 80% af årsagsforklaringerne ved ADHD. Det betyder, at en del forældre eller andre familiemedlemmer til børn og unge med ADHD selv har ADHD eller ADHD-lignende udfordringer. 

Voksne udredes for ADHD hos en psykiater eller en psykolog med speciale i testning og udredning. Man kan betale for dette selv og få det gjort i en privat klinik, eller man kan få en henvisning fra sin egen læge til en psykiater. Sidstnævnte er gratis, dog skal man regne med en meget lang ventetid. 

Udredningsprocessen består som oftest af en grundig samtale om dine symptomer og vanskeligheder gennem livet, evt. med udtalelse eller deltagelse fra nære pårørende. Udover det vil psykiateren observere dig under samtalen (hvordan du sidder, taler, koncentrerer dig etc.) og give dig nogle spørgeskemaer, du skal svare på. Ud fra samtale, observation og skemaer vil psykiateren eller psykologen vurdere, om diagnosen skal gives. 

Der er ikke noget, der tyder på, at der grundlæggende er forskel på mænd og kvinders ADHD, men der er nogle biologisk og kulturelle forskelle mellem de to køn, som kan have betydning for hvordan ADHD kommer til udtryk hos mænd og kvinder. 

Kvinder med ADHD oplever oftere end mænd indre kaos og kan maskere deres symptomer. De kan have en tendens til at være mere stille og indadvendte med deres opmærksomhedsforstyrrelse med det resultat, at deres vanskeligheder ikke opdages eller at deres symptomer fejltolkes. Derfor bliver mange kvinder diagnosticeret senere i livet end mænd. Nogle kvinder med ADHD beskriver ligeledes, at de stiller meget høje krav til sig selv og oplever en stor grad af selvkritik. 

De mere synlige symptomer som impulsivitet og hyperaktivitet ses hyppigere hos mænd end kvinder. Mænd med ADHD fremstår ofte mere aktive, udadreagerende og aggressive end kvinder. Disse psykologiske forskelle kan måske være med til at forklare, hvorfor de fleste hyperaktive børn med ADHD er drenge, og hvorfor der udredes langt flere drenge end piger i børnealderen. Hvor piger med ADHD ofte vender deres følelser mere indad og kan udvikle depression og angst, har mændene en større tilbøjelighed til at håndtere deres svære følelser ved brug af f.eks. alkohol og stoffer og dermed i større risiko for at udvikle et misbrug.