Hvad er en kognitiv test?
En kognitiv test er en struktureret metode til at vurdere og måle en persons kognitive funktioner eller mentale evner. Det er det, vi i daglig tale kalder intelligens eller begavelse.
En kognitiv undersøgelse består af test af generelt kognitivt funktionsniveau (begavelse) med en Wechsler skala (WISC-V for børn og unge / WAIS-IV for voksne og unge voksne). Desuden kan undersøgelsen indebære tests af specifikke kognitive færdigheder, herunder eksempelvis opmærksomhed, hukommelse, sprogfærdigheder, problemløsningsevne, logisk tænkning og meget mere.
Testen består af en række forskellige opgaver, som har til formål at hver især måle, hvordan personen præsterer indenfor et bestemt område. På den måde får vi klarhed over, om personen har særlige styrker eller svagheder, når det kommer til læring og forståelse.
Formålet med en kognitiv test er at afgøre, hvordan en person præsterer på de opgaver i forhold til en referencegruppe eller normer. Testresultatet viser altså, hvordan en person placerer sig i forhold til et forventet gennemsnit af jævnaldrende.